Hun sætter sig op ved baren, slår sit halvlange, kastaniefarvede og permanentede hår bagud med en nonchalant bevægelse og bestiller et glas hvidvin. Inden længe er hun fordybet i samtale med en mand. Hendes grønne øjne gnistrer. De smalle læber er ustandseligt i bevægelse. Hun ler. Hun smiler. Hun snakker. Hun er utroligt charmerende og ejer evnen at få en hver mand til at føle, at han er noget helt specielt. Hun indrømmer blankt, at hun er en ”man-eater”, som ikke har nok i en, men tager, hvem hun har lyst til. De fleste falder pladask for hende, selv om hendes udseende måske ikke er noget særligt.
Hun har altid en bestemt type i tankerne. Der var med den viden i baghovedet, at jeg en dag bestemte mig for at spille ”Kirsten Giftekniv”. Blandt mine venner er der en, der hedder Kasper, og som Lise-Lotte endnu ikke havde mødt. Han er pianist. Og ligesom Lise-Lotte knepper han sig gennem det københavnske landskab. Jeg talte med en af Kaspers venner om Lise-Lotte og Kasper. Han kendte Kasper bedre end jeg og regnede med, at Lise-Lotte lige ville være typen for ham. Jeg indbød så til en uformel sammenkomst med Lise-Lotte og Kasper som de eneste inviterede. Kasper sad i sofaen og tyllede en bajer i sig, da Lise-Lotte kom ind ad døren.
Jeg kunne se det med det samme: Hun var interesseret i ham. Jeg må indrømme, at jeg også havde varmet hende op ved at fortælle, hvor dygtig og kendt Kasper var som musiker. Måske havde jeg med vilje overdrevet en lille... Læs hele novellen
