Det praktiske var ret hurtigt overstået. Pludselig gik det op for mig, at vi snakkede om forskellige ting at privat karakter, som intet havde med min lille skavank at gøre. Hun fortalte mig ting om sig selv, som absolut ikke kom mig ved. Jeg blev vist lidt forlegen, og fandt det på et tidspunkt passende at rejse mig for at gå. Da hun gav mig sin hånd til farvel, synes jeg hun holdt den lidt længe. Lige netop det brøkdel af et sekund der kunne signalere mere end et almindeligt farvel...
I dagene efter tænkte jeg meget på hende. Jeg så hende hele tiden for mig, og begyndte også at overveje, om jeg skulle bestille ny tid hos hende i konsultationen under et eller andet påskud. Det blev dog ikke nødvendigt. Jeg stod og kiggede på el-pærer i Føtex, da jeg hørte hendes stemme. "Hej, Peter, hvordan går det?" Mit hjerte sprang vist et par slag over. Der stod hun. Dejlig, smilende, smuk og velduftende. Heldigvis lykkedes det mig vist at genvinde fatningen ret hurtigt. "Tak, Alice. Det går godt. Jeg har næsten ingen smerter mere." Jeg var glad for at jeg huskede hendes navn. Det er ellers ikke min stærke side at huske navne. Jeg var også tilfreds med, at jeg kunne sige, at jeg var næsten smertefri. Det var beregnende af mig at sige: næsten, for så var der et udgangspunkt for en lille snak.
Det lod til Alice havde god tid. Vi snakkede sammen i nogen tid. Igen blev min lille skavank et ret underordnet tema. Alice fortalte beredvilligt om sig ... Læs hele novellen
