Netop da jeg skal til at krydse en af de andre stier i parken, kommer der nogle unge fyre gående hen mod mig. De er 3 fyre på omkring 18 eller 20 år, og de er casual klædt på, snakker og pjatter lidt. Da de går forbi mig, smiler jeg til dem, men skænker dem ellers ikke en tanke. Jeg er vel nået et par meter væk fra dem, da jeg bliver væltet omkuld med sådan en styrke, at jeg ikke når at opdage noget, før mit hoved rammer asfalten. Fortumlet og i chok og smerte vender jeg mig, for at se hvad der er sket, men i samme nu bliver alt sort.
Jeg kan mærke hænder, der griber fat i mig, og jeg skriger alt, hvad jeg kan. Endnu en gang sortner alting for mig, men denne gang skyldes det et voldsomt slag i mit ansigt, og jeg blev slået ud. Da jeg vågner, ligger jeg på ryggen på en slags briks. Jeg har fået fjernet mit tøj, og er næsten nøgen, men er blevet iklædt en lille, stram dragt. Rummet er ret mørkt kun oplyst af stearinlys, væggene er rå beton og på gulvet, under briksen, ligger et par tæpper. Jeg skriger og prøver at kalde på hjælp. Uden resultat, for der sker intet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger der alene, men jeg er træt, udmattet og vildt sulten. Orker ikke at kæmpe mod de reb, der borer sig ind i mine håndled og ankler, magter ikke længere at skrige og tænker, at jeg aldrig kommer hjem igen.
Efter lang tid går døren op til rummet og 2 personer kommer hen til mig. De slår mig i ansigtet, og det svider og gør ondt. De siger intet, men river min dragt i stykker, så der er frit udsyn til mine bryster og min kusse. Tusinde tanker drøner gennem mit hoved, mens jeg ryster og begynder at skrige igen. Den ene pe... Læs hele novellen
