Jeg havde en totalt uvirkelig fornemmelse. Som var det hele bare et mareridt jeg ville vågne op af snart. Fra bussen blev vi overdraget til to nye vagter. De gjorde tegn til os om at følge med, og vi blev ført af lange øde gange til et lille venteværelsesagtig lokale på anden sal. Det indeholdt ikke andet end nogle slidte træstole og et sofabord med et par russiske blade.
Jeg var begyndt at vågne en smule fra den drømmeagtige tilstand jeg havde været i, og gik hen for at kigge ud af vinduet. Det var et trøstesløst syn. Betonslum af værste skuffe. Vagten ved døren sagde et eller andet på russisk. Jeg forstod det ikke, men hans stemme var kommanderende. Jeg vendte mig om og så at han pegede på en stol. Jeg måtte åbenbart ikke kigge ud. "Do you speak English?" spurgte jeg. Han svarede ikke. Kiggede blot væk.
"We are hungry" sagde jeg, og da han igen kiggede på mig, gjorde jeg tegn med fingrene mod min mund. Jeg havde ondt i maven af sult og følte mig svimmel og utilpas. Hans svar var ikke opmuntrende. Ikke at jeg forstod det, men det var klart nok en irettesættelse. Og hans ansigtsudtryk var vredt og truende. Jeg opgav og forsøgte at tænke på noget andet end mad. Efter noget der føltes som evigheders ventetid, gik sidedøren op og en stor matrone af en kvindelig russer i en sygeplejerskeuniform pegede på mig. Jeg rejste mig og fulgte med hende. Fuld af bange anelser. Det var en lægekonsultation. Fyldt med udstyr produceret for en menneskealder siden. En ældre mand i lægekittel sad bag et bord.
"zabirac ty adziežyna!" lød det fra kvinden... Læs hele novellen
