“Hej Anna,” svarer Sofie. “Se, bliver den ikke flot? Jeg har lige plukket dem omme ved urtegården.”
“Du må altså kunne et eller andet trick med ham Esben, siden du får lov at plukke af hans urter.”
“Jeg siger bare til ham, at når man er prinsesse, så må man alting.” Sofie tager den færdigflettede blomsterkrans på hovedet.
“Ha! Som om det skulle hjælpe.” Anna sidder stille lidt og spørger så: “Vil du ikke med ud at ride. Altså på vores nye kentaur, Titan?”
“Orv jo. God idé. Men... må vi det?” spørger Sofie.
Anna ler. “Nå nu er du alligevel ikke så kæphøj, hva? Kom, vi spørger ham da bare.”
Og så løber de to unge piger hånd i hånd ned til staldbygningerne hvor slottets kentaur-familie har deres egen sektion. Titan står ude foran bygningerne og roder med noget værktøj. Han vender sig om mod pigerne, da de kommer løbende hen til ham. Pigerne kigger benovede op på den store kentaur. Men så tager de sig sammen og spørger om ikke de kan få lov til at ride en tur på ham. Titan ser det som en stor ære at få lov at bære de to prinsesser ud på en tur, så han indvilger straks. Og snart efter har pigerne sat sig op på Titans brede ryg og bliver båret i fuld galop ud over markerne op mod skoven. Så snart de når skovbrynet skifter Titan over til almindelig skridtgang og lunter ind i skoven.
Pigerne begynder at sludre med hinanden. Anna prøver at bore lidt mere i Sofies evne til at få lov til alting. Og tilsidst indrømmer Sofie hvad hendes trick denne gang går ud på. Hun fortæller, at hun for nogle dage siden opdagede Esben sammen med stuepigen Freja, og da hun bagefter havde afsløret det for ham, havde han bedt hende om ikke at fortælle det til nogen. Og siden da havde hun pludselig fået lov til at plukke hvad som helst i hans urtehave. Anna spørger nysgerrigt til hvad Esben havde foretaget sig sammen med Freja. Sofie fortæller hvordan Esben først havd... Læs hele novellen
