Med hamrende hjerte, skubber jeg forhjulet ind mellem jernbøjlerne, og med rystende hænder bukker jeg mig, for at låse cykellåsen. En dør smækker og den rungende lyd sender et ekko mellem væggene. Panisk kigger jeg over skulderen og spejder rundt, men der er ingen at se.
Adrenalinen pumper i kroppen så min puls hvæse i ørerne. Stakåndet trækker jeg nøglen ud af låsen og griber efter tasken i cykelkurven. Jeg skal væk fra denne gyserlignende situation og op i min lejlighed.
Netop som hånden lukker sig om læderhanken, hører jeg en lyd bag mig, og inden jeg når at vende mig, ligger en grov hånd over min mund. Mine nøgler rammer gulvet med en klirrende lyd, jeg stivner og står naglet til stengulvet som en statue. Mine luftveje er næsten blokeret, kun mine næsebor er fri, så jeg hiver desperat efter vejret, hvor lugten af sved blander sig med min voksende angst.
”Du siger ikke en lyd,” knurrer en hæs mande stemme bag mig, mens han lægger armen om mit bryst og strammer taget, så jeg ikke kan bevæge mig. Min taske falder til gulvet med et bump og den raslende lyd afslører, at noget af indholdet er røget ud.
”Skriger du, bliver det værst for dig selv.” Hans åndedræt hvæser ved mit øre, da han trækker mig baglæns væk fra cyklen til en mørk krog. Mit hjerte er på vej op gennem halsen og min krop skælver. Det sker bare ikke for mig det her. Desperat forsøger jeg, som en indespærret ål, at vride mig løs, men hans styrke holder mig fast.
Han slipper mig og trykker sin tunge krop mod min ryg, og maser mig mod den kolde betonvæg. Hans hånd er stadig over min mund og jeg forsøger magtesløs at bide dem væk, uden held. Uanset hvad jeg gør, er hans styrke umulig at kæmpe i mod.
Et kort sekund fjerner han hånden fra munden, der afløses af et stykke stof,... Læs hele novellen
