Jeg forstår til tider ikke rigtig mig selv, eller hvorfor jeg kæmpede sådan imod. Jeg vidste jo, at der ikke var nogen fare for at blive gravid - eller stolede jeg ikke helt på min egen selvbeherskelse. Jeg vidste, at han ville være øm og god mod mig, og jeg vidste, at det ikke ville gøre ondt, selvom det var min første gang. Jeg kendte hver en del af min krop, og vidste, at jeg ikke havde en mødom der skulle sprænges. Dertil havde jeg alt for tit brugt "stand in", så at sige. Så hvorfor værgede jeg mig så ivrigt mod Jens, som var 24 og voksen og rar og desuden vildt forelsket i mig? Ligesom jeg var i ham. Jeg var 18 og havde været moden i de sidste 4 år. Jeg havde følt begæret brænde i mig og selv fundet på forskellige måder at stille min lyst på - alt, undtagen det eneste rigtige. Så hvorfor i alverden gav jeg ikke efter for ham? Jeg forstod det ikke selv. Var det måske usikkerheden overfor det ukendte? Det ilede i min brystvorte, som han kyssede, men jeg kæmpede imod, alt hvad jeg kunne, og han måtte til sidst give op.
Vi var kommet lige så langt som så mange gange før. Vi lå på sengen i Jens' lejede værelse, han havde kysset mine læber ømme og i løbet af en halv times små kamp fået knapperne op i min bluse og krænget BH'en ned over mine faste bryster og endelig listet en hånd op mellem mine lår og fingrene indenfor. Men længere nåede han ikke. Jeg satte mig op og ordnede mit tøj. Jeg var så varm, at jeg sad med lårene presset tæt sammen og mærkede noget... Læs hele novellen
